10 dec 2015

Sejl Sikkert-indsatsen søger ambassadører

Kerteminde Sejlklub har modtaget denne opfordring som forhåbentlig kan friste.

Du kan melde dig som ambassadør som medlem af Kerteminde Sejlklub ved at henvende dig til Jørgen Larsen (mail). (se også klub adresseliste).

 

Til Medlemmer i Kerteminde Sejlklub

Sejl Sikkert-indsatsen søger en række lokale ambassadører i sejlklubberne. Dansk Sejlunion indgår som medlem af Søsportens Sikkerhedsråd i Sejl Sikkert-indsatsen, som drives i et samarbejde mellem TrygFonden og Søsportens Sikkerhedsråd. Vi har allerede fået en lang række ambassadører, det er vi rigtig glade for.

Vi har dog endnu ikke noteret os en ambassadør fra Kerteminde Sejlklub.

Den sikre glæde ved vand

Vi er mange i Danmark, der deler glæden ved vand – havet og bølgerne er rammen om mange fritidsaktiviteter for både børn, unge og voksne sejlere og fiskere. Men for halvdelen af de danske fritidsfiskere og fritidssejlere er det ikke en selvfølge at tage redningsvest på, når de skal til søs. De bruger aldrig vesten eller kun, når vejret er dårligt. Samtidig har hver 10. fritidsfisker og fritidssejler været i en livstruende situation på havet inden for de seneste fem år. Derfor har Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden igangsat en 3-årig indsats, der skal styrke sikkerhedskulturen både på havet, i havnene og klubberne. Sikkerhedskulturen skal få flere fritidssejlere og -fiskere til at følge de 5 sejlråd: lær at sejle, hold dit grej i orden, planlæg din tur, ha’ en livline til land og brug vesten. Vores mål er færre ulykker til søs gennem forebyggelse.

Lokale ambassadører går forrest

I arbejdet med at styrke sikkerhedskulturen har vi brug for en række frivillige ambassadører, der kan gå forrest, nogen der færdes i havnemiljøerne, og som vil være med til at gøre en forskel for sikkerheden. Melder du dig som ambassadør, vil du blive en del af ambassadørfællesskabet og vores fælles indsats. Det betyder bl.a.:

  • Du vil blive kontaktperson for indsatsen i dit lokalmiljø. Du vil fx modtage plakater og andet materiale til at hænge op eller dele ud på din havn eller i din klub.
  • Du bliver inviteret til at deltage i vores arrangementer for ambassadører i hele landet, hvor du bliver opdateret på det nyeste inden for sikkerhed på havet. Samtidig får du mulighed for at være en del af et netværk med de øvrige ambassadører.
  • Du bliver inddraget i udviklingen af ambassadør-rollen, da du i høj grad selv med til at bestemme, hvad du vil sætte i værk som ambassadør.

Sejl Sikkert-indsatsen har et antal sikkerhedsinstruktører tilknyttet, og som ambassadør kan du invitere dem til at gennemføre foredrag og demonstrationer i din klub eller din havn.

Sejludstyr til dig og informationsmateriale til at dele ud

Melder du dig som ambassadør, får du til et kick-off-møde i marts udleveret en startpakke med materialer til at hænge op og dele ud, og der vil også være lækkert sejludstyr til dig. Du kan læse mere om at være ambassadør på sejlsikkert.dk/ambassadør.

 

Med venlig hilsen
Sten Emborg
Sekretariatsleder
Søsportens sikkerhedsråd
 sosportenssikkerhed-logo
Web: www.soesport.dk

 

Du kan melde dig som ambassadør for Kerteminde Sejlklub ved at henvende dig til Jørgen Larsen (mail). (se også klub adresseliste).