Lær at sejle!
Hvad kan vi tilbyde?
Kerteminde Sejlklubs Sejlerskole (i daglig tale blot kaldet Sejlerskolen), er klubbens meget attraktive
tilbud til alle, der gerne vil lære praktisk sejlads efter teenageralderen. På Sejlerskolen lærer du at
håndtere en sejlbåd under stort set alle forhold. Du bliver forberedt til at klare mange forskellige
situationer til søs, og får dermed det allerbedste grundlag for et sikkert og positivt sejlerliv, både for dig
selv og din familie.
Hvorfor gå på sejlerskole?
Tilgangen af sejlere er stadig stigende. Mange har fundet sejlads attraktivt, og på kapsejladsbanerne
opleves mange spændende dyster. Det er også et faktum, at mange sælger deres båd igen efter bare én
sæson. De er måske blevet forskrækket, eller overrasket af dårligt vejr. Børn mærker med det samme,
hvis far og mor ikke magter situationen, og det bliver svært at få børnene med ud igen. På sejlerskolen
bliver du velforberedt, så du ikke lader dig slå ud i vanskellige situationer. Det er Sejlerskolens mål at
eleverne efter 2. skoleår kan bestå Duelighedsprøve i sejlads for fritidssejlere. Om vinteren arrangerer
Sejlerskolen teoretisk undervisning til Duelighedsprøven.
Klublivet:
Ved at deltage i Sejlerskolen kommer du på en naturlig måde ind i klublivet. Du er altid velkommen i
klubhuset og til de mange forskellige aktiviteter, spændende fra store stævner med mange deltagere til
den årlige havnefest. En anden god vej til klublivet er at deltage som hjælper ved disse arrangementer.
Hvordan undervises der?
Undervisningen følger Dansk Sejlunions materiale, og vi begynder sæsonen i marts med et
introduktionsmøde i klubhuset, hvor vi lærer hinanden at kende, snakker påklædning, sikkerhed og
meget andet. Sejladserne begynder sidst i april og slutter i oktober, afhængig af vejret. I Juli holder vi
sommerferie. Alle elever sejler en aften om ugen mandag til torsdag. Undervisningen foregår ombord på
vore H-både, hvor der er 3 elever samt en erfaren instruktør på hver båd. Ud over den enkelte
undervisningsaften, arrangerer vi 4 weekendture (2 af 2 dages + 2 af 3 dages varighed) som en
integreret del af undervisningen. En typisk undervisningsaften starter kl. 17.00, og med det løse, dvs.
kaffe/kage, en snak i klubhuset m.m., bliver en undervisningsaften let på 4 timer.
Undervisningen vil omfatte:
Sejlerudtryk, afgang fra og anløb af havn, mole, bro eller pæl. Vendinger, redningsøvelser, mand over
bord, ligge bak, ankring, fortøjning, “Godt sømandskab”, trimning af sejl, havnemanøvrer og
kompassejlads, grundlæggende navigation, kurs, fart, distance, pejling, søkort, stedbestemmelse,
farvands-afmærkninger, knob, stik, brandbekæmpelse og brug af nødsignaler. Vort mål er at give dig
tryghed og tillid til sejlads.
Al sejlads er for sejl!
Vi sejler normalt aldrig for motor. Dette kan godt give bløde knæ ved de vanskelige havnemanøvrer,
men det er meget vigtigt at kunne. Høj sø kan medføre, at en påhængsmotor er uanvendelig, og den kan
gå i stykker.
Hvem er vores elever?
Vi optager elever fra ca. 16 års alderen. Er du under 18 bedes du kontakte skolens formand. Hvert år har
vi ca. 40 elever hvoraf de 25 er 1. års elever og 15 er 2. års elever. Vi har som oftest en del elever på
venteliste.
Prøvesejlads:
Har du lyst, men ved ikke rigtigt, om det er dig, så kontakt formanden, som gerne arrangerer en
prøvesejlads på et tidspunkt som passer dig.
Hvad koster det at deltage?
Vi er en “voksenaktivitet” og får ingen tilskud af nogen art. Vi skal forrente vores både, vedligeholde
dem, betale forsikringer og havnepladser og meget mere.
Praktisk sejlerskoleafgift er 2.800 kr. pr. sæson for personer over 25 år, og 2.000 kr. pr. sæson for
personer til og med 25 år. Materiale til brug ved undervisningen er inkluderet.
Hertil kommer obligatorisk medlemskab af Kerteminde Sejlklub såfremt man deltager i den praktiske
del. Medlemskab koster p.t. 850 kr pr. år for personer over 25 år og 500 kr. til og med 25 år.
Beløbet skal indbetales ved sæsonstart.
I vinterhalvåret tilbyder vi teoriundervisning. Prisen er 1500 kr for personer over 25 år og 1.000 kr. for
personer til og med 25 år.
Praktisk Duelighedsprøve koster ca. 200 kr og teorikursus til Duelighedsprøven koster ca. 1.200 kr. Hvis
du vælger at deltage i weekendture eller kapsejladser (Eks. Fyn Rundt), er der typisk et mindre gebyr til
dækning af havneafgift, benzin og proviant, evt. startgebyrer m.v.
Hvad skal der bruges og hvordan vedligeholdes det?
Klubgrej som sejlerskolen stiller til rådighed:
H-både, inklusiv nødvendigt lovpligtigt redningsudstyr (redningsveste)
Turudstyr
Vedligehold
Klubhus
Radio kommunikation
Personligt udstyr som du selv skal have:
Redningsvest, kan evt. lånes. Sejlerskolen rådgiver om egnede typer
Sejlertøj og anden beklædning der beskytter mod vind og vand
(Vis nedenstående billede)