DH Tilmelding

KS-DH-kølbåde 2016 (Tirsdagssejladser)

Sejladsdokumenter:

Regler til download og udskrivning:

Liste med tilmeldte, opdateres ikke direkte ved tilmelding, men tidsforskudt:

Tilmelding:

nemtilmeld-knap   ←  tryk på knappen

Tilmelding af båd og betaling til DH-aftensejladser sker via ⇒KS tilmelding som benytter delsystemet Nemtilmeld. Startgebyr er 550 kr for alle 23 sejladser og betales med betalingskort.

Klik på ⇒link og følg vejledning. Der skal udfyldes oplysning om skipper (ansvarlig ombord) og båden (inkl DH-certifikatnummer) samt betales for tilmeldingen med betalingskort. Det er også på tilmeldingssiden du løbende i perioden op til sejladsernes begyndelse kan se ⇒hvem der er tilmeldt. Senere kommer detaljeret deltagerliste med løbsindeling på her og på →resultatsiden.

Tilmeldingen er samtidig en accept af regler og betingelser, og bekræftelse af at alle oplysninger er korrekte. Ved tilmelding opgives mailadresse og det accepteres dermed, at mailadressen kan benyttes til KS-DH-2016 relevante beskeder fra arrangør (tirsdagsudvalget) til deltagerne.

Send besked til kølbådsudvalget såfremt der er ændringer i oplysningerne i løbet af året. Arrangørerne kontrollerer DH-certifikatets gyldighed ved begyndelsen af sejladsserien, men ikke løbende i serien. Det er sejlerens pligt, at sikre båden er i overensstemmelse med certifikatet og at oplyse arrangørerne om ændringer i certifikat. Ved udskiftning af certifikat (fx skift af båd) afgør arrangørerne indplacering i nyt løb.

Tider:

Tidsplan består af 23 sejladser, heraf 14 sejladser i forårssæson og 9 sejladser i efterårssæson.

  • Forår:  Tirsdage i perioden 19. april – 5. juli  samt Nordfyns Bank Cup lørdag d. 21. maj.
  • Efterår: Tirsdage i perioden 9. august – 20. september samt Egmose Marine Center Cup lørdag d. 24. september.

Der er planlagt kl. 19.00 tirsdage til og med august (varselsignal til 1. start kl.18.50)

Der er planlagt start kl. 18.30 tirsdage i september (varselsignal til 1. start kl.18.20)

Der er planlagt 2 sejladser om lørdagene med 1. start kl. 10.00 (varselsignal 1. start kl. 9.50), og 2. sejlads snarest efter 1. sejlads.

Sejlermøde:

I år vil der blive afholdt sejlermøde i  Sejlsportscenteret efter hver sejlads. Vi lægger an til en lille snak om aftenens bane, vejrforhold og sejlads. Det er hensigten, at en af sejlerne skal stå for snakken og give sin opfattelse af aftenens udfordringer og inddrage de interesserede. Jacob har lovet at lægge for med sin beretning den første aften.

Alle sejlere er velkomne til sejlermødet og må medbringe egen mad og drikkelse. Derudover er vi så heldige, så der er frivillige kræfter, som har tilbudt at hjælpe med aftenens forplejning.

Tidspunktet for sejlermødet vil være 20 minutter efter sidste båd er taget i mål eller senest kl. 21:30.

Alle informationer, inkl. resultater, vil være at find på www.kerteminde-sejlklub.dk under DH-Kølbåde.

 

Gaster der kunne være interesserede i at sejle med om tirsdagen, kan rette henvendelse til kølbådsudvalget, så vil vi være behjælpelige med at finde en båd at sejle med.

 

ks-dk-banekort-2016

Download waypointlisten som ZIP-fil ⇓ DH-faste-mark-2016

Den pakkes-ud og indeholder en fil af type GPX (GPS udvekslingsformat) der kan importeres i mange kommercielle kort- og GPS-systemer (Garmin plotter og Homeport, Lowrance, Navionics, Google Maps/Earth osv) og OpenCPN .

PS, På samme vis kan positioner for områdets ankerbøjer og skjulte sten hentes ⇓ anker-sten-pos-kertmindebugt.

Andre nyttige informationer:

  • Indmeldelse i Kerteminde Sejlklub sker via hjemmesidens medlemsafsnit
  • DH måling af båd og sejl sker ved kontakt til klubmålerne
  • DH mål, websejler BEMÆRK at der kommer nye og retfærdige ratings i 2016

rr15-flojo-prestart1

 

 

 

 

Klub meddelelser relateret til DH-sejladser

Dette er opslag og nyheder som er knyttet til KS DH-sejladser, men ikke nødvendigvis meddelelser som kun vedrører DH.

Nytårsbanket 2019

Posted on26 dec 2019

Kære medlemmer

Jul og Nytår er traditionernes tid, og også i år ønsker Kerteminde Sejlklub en rigtig glædelig jul samt et godt nytår til jer og jeres familie.

Som traditionen foreskriver inviterer Kerteminde Sejlklub dig og din nærmeste familie til Nytårsbanket,

tirsdag den 31-12-2019 klokken 12.00 til 14.00 i Restauranten.

Kerteminde Sejlklub er, som altid, vært for “vand”, vin eller øl og lidt lækkert til ganen.

Håber at se rigtig mange af Jer.

God jul og godt nytår.

Jørgen Larsen
Formand

Efterår 2019 generalforsamling

Posted on23 okt 2019

Der indkaldes til ordinær Generalforsamling

Tirsdag, den 12. november 2019 kl. 19.30

i klubhuset/restauranten Marinavejen 2. 5300 Kerteminde

Se kalender og kopier til egen kalender

 

Dagsorden ifølge vedtægterne, se → § 7-11
1. Valg af dirigent
2. Repræsentantskabets beretning for den forløbne periode.
3. Kasserens beretning for den forløbne periode og regnskabsorientering pr. 01.11.19.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg af klubbens formand.
6. Valg af medlemmer til repræsentantskabet (udvalgsformænd) og deres suppleanter.
7. Eventuelt.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til godkendelse, skal være repræsentantskabet i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Evt. forslag bliver ophængt i klubhuset og kan ses på klubbens hjemmeside.

Uddeling af årsnåle.

Klubbens mestre vil være inviteret til denne aften, for at vi kan hylde dem og »Årets sejler«.

Inden generalforsamlingen er der fællesspisning kl. 18.00.
Tilmelding til spisning på tlf. 65 32 24 53 senest den 8. november.

 

Hent annoncering som pdf til udskrift ⇓ gnfs-2019-h2

Standernedhaling 2019

Posted on21 okt 2019

Lørdag den 26 oktober kl 14 nedhales klubstanderen som markering af afslutningen på sæson 2019.

Til de personer der har lyst, er der inden standernedhalingen frokost-buffet i restauranten fra kl 12.00.

Pris 165 kr.

Tilmelding til frokost-buffet på tlf, 6532 2453

Klubben er sædvanen tro vært for medlemmerne er ved en øl eller anden drik til snakken i klubhuset efter standeren er nedhalet.

Teknisk server skifte

Posted on17 okt 2019

Hjemmesiden har ændret server rent teknisk idet den er flyttet fra en Windows Server til en LiNUX server.

Det er et skifte af hensyn til sikkerhed og performance, og er sket i fortsættelse af tidligere tilføjelse af certifikat og SSL (HTTPS) . Vil senere blive fulgt af en WordPress opgradering.

I alt væsentligt påvirker det ikke brugene, bortset fra ophør af Egons tidligere KS-tilmeldingssystem (Nettilmelding) som var Microsoft specifikt. Der kan være nogle henvisninger til gamle tilmeldinger (før 2016) som ikke kan vises mere.

Der er tilstræbt, at ændringen sker umærkeligt for brugene, men skulle nogen opleve problemer eller fejlmeldinger på forskellige interne link eller henvisninger, vil det hjælpe med en besked til support-adressen (it-support hos kerteminde-sejlklub.dk)  så det kan blive rettet.

Kølbåde – præmie overrækkelse

Posted on03 okt 2019

Kølbådenes overalt årsresultat er nu lagt på DH-kølbåd hjemmesiden med følgende direkte link til Sailwave ⇒ ks-dh-2019-overalt.html

Der er præmieoverrækkelse til løbsvinderne og overalt vinderne umiddelbart efter lørdagens afriggersejlads. Det nøjagtige klokkeslet kendes ikke, det afhænger af deltagerantallet til H båds sejladserne og vinden, men bliver engang i løbet af eftermiddagen.

Duelighedsbevis Teoretisk del

Posted on30 sep 2019

Duelighedsbeviset er en grundlæggende teoretisk og praktisk uddannelse, som www.soesport.dk , Dansk Sejlunion og mange andre anbefaler, at du bør tage, før du begynder at sejle på egen hånd.

Uddannelsen består af to dele – en teoretisk og en praktisk prøve og tilsammen dækker de kundskaber du bør have inden du sejler alene ud af havnen første gang i egen båd.

Kerteminde Sejlklub tilbyder undervisning i begge dele.

Den teoretiske undervisning foregår om vinteren og er åben for alle, uanset medlemskab af Kerteminde Sejlklub.

Undervisningen 2019/20 starter 09. oktober og der er åbnet for tilmelding 11. september

Bemærk at den tidligere studierabat på kursusafgiften, er ændret til en 25 års ungdomsrabat.

Tilmelding på faneblad Sejlerskolen > Tilmelding

Er det tid til at rulle sig sammen i et hjørne?

Posted on24 sep 2019

Mørket ruller sig ind over os sejlere. Bådene er på vej på land, og kalenderen fortæller, at der er små 7 måneder til næste aftensejlads. Men minderne kan ingen tage fra os. 2019 blev igen en sæson med fantastisk sejlvejr. Fotoet er fra Folkebådenes klubmesterskab, den 21/9, og her havde flere korte bukser på, og vi burde sikkert have iført os solcreme. Sol og 2-6 m/s blev vi forkælet med. 4 sejladser fik Bjørn, Verner og hjælpedommer Køster givet 7 heldige Folkebåde. Sejladserne var på 40-50 minutter, og vinden var lidt ujævn i styrke og retning, hvilket gav noget spredning i et par af sejladserne. Cirkeline tog Bronze, Ká Nok sølv og ALPI hjembragte pokalen.

De forsvarende mestre, Rio, kunne ikke deltage, da Claus Lund samme dag, deltog og fuldførte Silverrudder! små 30 timer brugte han til turen rundt om vores ø. Sejt gået. Det har ikke været lutter lagkage at krydse fra Fyns Hoved til Strib Fyr, i mørke og 10 m/s.

Nogle er måske heldige at skulle sejle Rolling Home i Berlin i slutningen af oktober, og nogen skal til San Francisco Cup om en uge. Måske bringer de et resumé, her på siden? Personligt slutter jeg af med et stævne i Kiel 5.6. oktober, hvor jeg gaster på en Tysk båd. For os alle gælder, at vi skal sætte kryds i Kalenderen den 22/4-2020, hvor årets første aftensejlads startes kl. 19.00.

Flemming Palm ALPI 24/9-2019

Afriggersejlads 2019

Posted on23 sep 2019

Lørdag den. 5 Oktober  kl. 9.00 i Søsportscenteret.

Vi vil gentage succesen med afriggersejlads fra sidste år.

Der sejles i Sejlerskolens H-Både ligesom sidste år.

Man melder et hold til, 3 personer er bedst, 4 personer er maks.

 

Vi mødes vi kl. 9.00 hvor klubben giver morgenkaffe og et stykke brød.

Herefter vil der være skippermøde og lodtrækning om bådene.

Sejladsstart ca. kl 10.00.

 

Der sejles 2 indledende løb for hvert hold, som sejles i nogle grupper af 5 både.

De 5 bedste hold går videre til et Medalrace, hvor der sejles min.3 løb.

Der sejles efter simple kap-regler, og det løbslederen der bestemmer alt.

 

Grillen startes op efter præmie overrækkelsen ca. kl. 18.00 , hvor der vil være klubhygge så længe vi gider.

Tag din egen mad med eller bestil en grill pakke til ca. 150 kr.

Der kan købes drikkevarer.

 

Tilmelding skal ske til  Steen A Frederiksen  50703778  eller mail til sejlerskolen

Tilmelding senest Mandag den 30 September.

 

Med venlig hilsen
Kerteminde Sejlerskole

Medlemsbrev sept 2019

Posted on20 sep 2019

Til alle medlemmer i Kerteminde Sejlklub.

Kerteminde Sejlklub har siden klubben blev grundlagt haft et højt ambitions- og aktivitetsniveau. Dette afføder naturligvis et behov for, at medlemmer i perioder yder en ekstra indsats for klubbens virke.

På generalforsamlingen i november er der valg til en række tillidsposter i Kerteminde Sejlklub. Klubben har i den forbindelse brug for kandidater til disse poster.

Fælles for alle poster er en titel som udvalgsformand, som giver adgang som medlem af repræsentantskabet (bestyrelsen) i Kerteminde Sejlklub, hvilket i 2019 har bestået af 11 medlemmer og 1 observatør (pigesejlerne).

Du kan læse mere detaljeret om klubbens opbygning og organisation i Klublodsen, se faneblad →OM KLUBBEN eller i faneblad →MEDLEMSKAB

Har du lyst og tid til at indgå i klubbens organisation, eller har du uddybende spørgsmål, så er du meget velkommen til at kontakte de nuværende udvalgsformand for en uddybende snak, eller kontakt FU (Forretnings Udvalget). Vi har kontortid onsdag klokken 17.00 i ”kontoret” i Restauranten.

 

Poster der skal besættes med nye folk i november 2019:

  • Sejladsudvalget
  • Kølbådsudvalg
  • Materialeudvalget
  • Pigesejladsudvalget
  • Festudvalget
  • PU-udvalget
  • Kontaktudvalget
  • Formand for Kerteminde Sejlklub

Sejladsudvalget:

Udvalget er et serviceorgan/vidensbank som faciliterer og støtter op om de aktiviteter som omhandler stævner. Endvidere sorterer udviklingen af KS-Performance (J-70) også under dette udvalg.

Kølbådsudvalget:

Planlægger og arranger interne kapsejladser og på sigt samarbejde med sejladsudvalget om arrangement af officielle sejladser for kølbåde.

Materialevalget:

Foretager i samråd med Forretningsudvalget og involverede udvalg evt. supplerende indkøb og salg af materiel og lignende. Sørger for vedligehold og regnskab med materiel.

Pigesejladsudvalget:

Planlægger og arrangerer klub kapsejladser for kølbåde samt vinterarrangementer med henblik på styrke og udvikle sejlads kun for kvinder. På sigt skabe et sportsligt miljø i samarbejde med sejladsudvalget og Liga og DS- konceptet: Women on Water.

Festudvalget:

Påtager sig klubarrangementer såsom klubaftener m.m., standerhejsning, standernedhaling med tilhørende fester, samt bistår på opfordring ved øvrige sejlerfester.

PU-udvalget:

Planlægnings- og Udviklingsudvalget arbejder med planer for klubbens udvikling og visioner. Bistår udvalgene med rådgivning, samt styrer og koordinerer klubbens aktiviteter med henblik på opnåelse af økonomiske midler, f.eks. offentlige midler, tilskud, legater, fonde og lignede.

Kontaktudvalget:

(Kerteminde Sejlklub Kommunikations strategi/politik, tidligere Blad- og kontaktudvalg)

Baggrund: Kerteminde Sejlklub har et akut behov for et organ som arbejder med kommunikations platforme, som kan viderebringe meddelelser fra udvalg og repræsentantskab til medlemmerne.

Give medlemmerne mulighed for at komme til orde gennem skriftlige indlæg.

Repræsentantskabet vedtog på mødet 20. juni 2019 at der skal laves oplæg til dannelse af udvalg på generalforsamlingen til november. Læs mere om dette ”nye” udvalg” ⇓ Kontaktudvalg KS etableringsforslag 24 aug 2019.

Formand:

Klubbens nuværende formand gennem 7 år, ønsker for en periode at påtage sig andet arbejde i klubben, hvilket afstedkommer nyvalg til posten som formand.

En deciderede jobbeskrivelse for formandens arbejde i Kerteminde Sejlklub, findes ikke, men at formandens arbejde skal have fokus på klubbens mission og arbejde loyalt for klubbens virke, er dog uomtvistelig.

Mission:

Kerteminde Sejlklub ønsker at være en platform, hvor det er muligt for klubbens medlemmer at udøve deres interesse for sejlsport på det niveau og med den ambition de må have. Dette skal være muligt via maritim uddannelse, optimeret faciliteter og materiel og alle handlinger i klubben skal sigte mod involvering og mulighed for gode sociale relationer på alle plan.

Formandens kendte opgaver:
  • Økonomisk ansvarlig i samarbejde med økonomiudvalget/kassereren og FU
  • Forestå repræsentantskabsmøder
  • Sikre at klubbens formål og bestemmelser efterleves og repræsentantskabets beslutninger udføres
  • Sikre klubbens relationer til myndigheder, organisationer og andre interessenter
  • Kontaktperson til pressen

 

Har du lyst og tid til at indgå i klubbens organisation, eller har du uddybende spørgsmål, så er du meget velkommen til at kontakte de nuværende udvalgsformand for en uddybende snak, eller kontakt FU (Forretnings Udvalget). Vi har kontortid onsdag klokken 17.00 i ”kontoret” i Restauranten.

 

Sejlerhilsner

Repræsentantskabet i Kerteminde Sejlklub